1.     LA2u

      2.     PERSPEKTIVSKIFTE

      3.     STEINER PÆDAGOGIK

      4.     TEEACH

      5.     PECS

      6.     TEGN TIL TALE

      7.     KOST

1: LA2u

Metoden LA2u (Low Arousal 2 – understøttet) er udviklet af konsulentfirmaet Sopra.

Metoden understøtter specifikt personalet i deres arbejde med beboere med kognitive funktionsnedsættelser. Der er fokus på at anvende beboernes egne drømme og ønsker som tilgang til at øge trivslen i hverdagen og sætte beboerens egen- og medbestemmelsesret i spil. Tilgangen søger endvidere på systematisk vis at understøtte medarbejderes og lederes arbejde med at forebygge og håndtere affektudbrud og grænseoverskridende adfærd.  

I LA2u er der fokus på at forstå beboerne og deres behov bedre – og kommunikere med personalegruppen herom – fordi sikring af en god trivsel ses som den bedste forebyggelsesstrategi. LA2u rummer derfor en række samtale- og refleksionsredskaber, som retter sig imod at forstå beboerens  ”indefra-perspektiv”. Når beboere har kognitive funktionsnedsættelser, kan dette arbejde kræve brug af alternative kommunikationsformer, der er tilpasset den enkelte beboers mentale og kommunikative funktionsevner.  

I forhold til  nogle beboere er kommunikationen så udfordret, at arbejdet kommer til at handle om at udarbejde et ”tilstræbt indefra-perspektiv” (TIP). Det tilstræbte indefra-perspektiv er medarbejdernes systematiske tilgang til at undersøge beboerens oplevelse af at være sig selv. Det kan selvsagt være ganske krævende for medarbejdergruppen at sætte sig i den enkelte beboers sted, når beboere fx har autisme og mangler verbalt sprog. Tilsvarende kan det være svært for medarbejderne endegyldigt at afklare, om deres tilstræbte forståelse for beboeren reelt er retvisende. Et vigtigt element i LA2u er derfor at give medarbejderne forskellige redskaber til at arbejde med at udvikle det tilstræbte indefra-perspektiv så godt som muligt.  

Centralt i LA2u står brugen af tre planlægningsredskaber. Det drejer sig om hhv.

   1.     Trivselsplaner,

   2.     Tryghedsplaner og

   3.     Læringsplaner.  

Der udarbejdes trivselsplaner for alle beboere. Det er planer, der har fokus på, hvad der kan gøres for at beboeren har en god hverdag i størst mulige trivsel.

Der udarbejdes tryghedsplaner i forhold til beboere, hvor der forekommer uhensigtsmæssig eller grænseoverskridende adfærd.

Endelig udarbejdes læringsplaner, når der er episoder og nye former for adfærd, som man med fordel kan lære af.  

Disse tre typer af planer udarbejdes endvidere fra såvel et beboerperspektiv (eventuelt i en tilstræbt form) som fra et fagprofessionelt perspektiv. Planerne skal være med til at etablere og forankre en fælles forståelse af, og en fælles tilgang til, de enkelte beboere på tværs af medarbejderstaben.

2: PERSPEKTIVSKIFTE SOM METODE

Psykolog Iben Ljungmann har udviklet perspektivskifte som metode som bidrager til at forstå og møde uforståelig adfærd hos andre. Metoden rummer et dobbelt-perspektiv, som på samme tid gør det muligt at tage vare på beboernes indefra-perspektiv og på de fagprofessionelle. For fagprofessionelle kan metoden bruges til at hjælpe hinanden ud af afmagtsfølelser og tilbage på et mere fagligt spor.

Ved at bruge perspektivskifte som en metode, hvor man ikke kun tænker sig ind i fx en beboers perspektiv, men også formulerer det, sætter ord på og siger dem højt, kan man finde vej til nye handlemuligheder i fastlåste situationer.

I arbejdet med børn, unge og voksne vil pædagogisk personale møde handlinger, der er problemskabende.  I sådanne situationer kan det være effektfuldt at lave et perspektivskifte.  Det handler om at sætte sig i beboerens sted – men ikke kun om det. Når man sammen forsøger at italesætte, hvad der mon var på spil for beboeren, kan det skabe nye vinkler på en fastlåst situation. Man arbejder med en nysgerrighed og en åbenhed for hvad det er beboeren forsøger at fortælle med sin adfærd. Jo rigere beskrivelser vi får af beboernes perspektiv, jo flere handlemuligheder opstår der for personalet. Perspektivskiftet er en lettilgængelig metode, som også kan bruges i kollegiale sammenhænge.  

Ideen om at skabe bevægelse igennem det at skifte perspektiv er ikke ny. Det er en grundidé inden for den systemiske tilgang, hvor det ses som en central opgave at bevæge sig rundt i forskellige perspektiver for at få nye vinkler på en fastlåst position.  Ligeledes er der for tiden stor opmærksomhed omkring begrebet mentalisering, som betegner ‘fokus på mentale tilstande hos en selv eller andre, især i forbindelse med forklaring af adfærd’. Et grundelement i det pædagogiske arbejde er at arbejde anerkendende; at sætte sig i beboernes sted eller at møde beboerne i øjenhøjde.  

Perspektivskifte som metode fokuserer primært på den anden part (dennes intentioner, forståelse af situationen og måder at tænke på), og fordelen ved at betegne det som en metode frem for en evne er, at det bidrager til at løsne op for fastlåsheden.  Perspektivskifte som metode giver umiddelbar mening, fordi der i navnet ligger en bevægelse implicit: Det går ud på, at man skal skifte perspektiv. Man kan se det for sig. Og det gør metoden lettere at huske og bruge i hverdagens praksis. 

Hvordan konkret?

En vigtig pointe er brugen af det tentative, det prøvende eller legende sprogbrug. Dette dels for at undgå, at vi uforvarende kommer til at etablere nye ‘sandheder’ om beboerne, og dels for at åbne op for flere muligheder: Når vi blot leger med tanken om, hvad beboeren mon ville sige, er vi mere kreative.  

  Følgende spørgsmål kan hjælpe perspektivskiftet på vej.

  Step 1: Faktuelle beskrivelser:

  Så du står typisk i døren. Hvor befinder hun sig? Hvordan ser hun ud i øjnene? Hvad gør hun?  

  Step 2: Borgerens tænkning, følelser og meningsskabelse:

  Hvordan oplever hun mon situationen? Hvad ville hun mon kalde det, hun gør? Hvad er mon vigtigt for hende, siden hun gør, som hun gør? Hvad er hendes   intention med at gøre det? Hvad ønsker hun at opnå? Når hun reagerer, hvad handler det mon så om? Hvad kæmper hun for?  

  Step 3: Borgerens relation til de fagprofessionelle:

  Hvad vil hun gerne fortælle os? Hvordan ville hun mon ønske, at vi responderede? Og hvad mon hun tænker om det, vi gør?  

Det er ikke spørgsmålene som sådan, der er vigtige, men derimod bevægelsen over i den andens perspektiv. Det vigtige er ikke produktet eller resultatet af analysen, men processen undervejs: Det virksomme i at den, som oplever uforståelig adfærd fra andre, giver nogle bud på og mærker efter, hvad der mon rører sig i den andens perspektiv. Meningen er, at man konkret skal prøve at formulere sine svar på spørgsmålene og sige dem højt.  

Hvis man kun laver ovenstående som en mental øvelse, får man ikke samme effekt. Først når man sammen forsøger at italesætte perspektivet hos den anden, får man en kropslig og sanselig fornemmelse af udsagnet og de ord, man har valgt at bruge. Den fælles refleksion og italesættelse er desuden helt central, hvis den pædagogiske tilgang skal være ens, og der skal udvikles en pædagogisk fælles faglig tilgang.  Virkningen af perspektivskiftet er, at det skaber nysgerrighed på beboerens perspektiv, hvad prøver beboeren at sige med sin adfærd ?  

I pædagogisk arbejde finder der perspektivskifte sted hver eneste dag. Pædagoger gør det for sig selv, i samtaler og på møder, når de drøfter de problemstillinger, de står i. Samtidig kan italesættelsen af det som metode alligevel gøre en forskel, fordi det på den måde løftes ud af hovederne på den enkelte og bliver et fælles sprog eller en fælles metode, man kan tage udgangspunkt i.  

Når man sætter ord på det, man gør, får man et fagligt fælles sprog for det, og først da kan det blive et redskab, som man kan tage med sig på tværs af tid og sted. Redskabet skal være så enkelt, at man umiddelbart forstår, hvad der menes med det.  

Og endelig skal metoden være så enkel, at den kan blive en del af den daglige praksis, så perspektivskiftet ikke kun anvendes i supervisioner eller til faglige møder, men også kan anvendes når man møder adfærd, man ikke forstår.

3: STEINER PÆDAGOGIK

Rudolf Steiners menneskesyn kan kort beskrives således: Han så mennesket på den måde, at det udover at have en fysisk krop også har et sjæleligt, åndeligt væsen. Han havde det, man i dag kalder et holistisk verdensbillede. Når man holder den mulighed åben, at vi mennesker har sjæl og ånd, giver det større respekt for den udviklingshæmmedes individuelle personlighed bag den ydre facade.

Dette livssyn ligger bag den pædagogik, som Rudolf Steiner gav impuls til, og som mange pædagoger for udviklingshæmmede har arbejdet med og udviklet siden ca. 1920. I Danmark kaldes den pædagogiske retning for helsepædagogik. Den er mest kendt fra skolehjemmet Marjatta, som er den ældste Rudolf Steiner institution for udviklingshæmmede herhjemme.

Vi der arbejder pædagogisk her på Kronhjorten, er interesserede i Rudolf Steiners livssyn. Vi betragter det som en mulighed, at mennesket og verden kan forstås sådan. Vi har alle arbejdet i længere eller kortere tid med Rudolf Steiner pædagogikken.

I Rudolf Steiner pædagogikken forsøger man at pleje sjælen. Det kan man gøre ved at omgive den udviklingshæmmede med skønhed. Det kan være smukke farver på væggene, friske blomster eller levende musik. Det giver glæde i hverdagen og dermed større livskvalitet. Det er vigtigt, at der er en glad og optimistisk stemning omkring den udviklingshæmmede. Når man ikke kan tage så meget af omverdenen ind, eller ikke kan lukke af for omverdenen, hvilket de udviklingshæmmede ofte ikke kan, er det vigtigt med orden, og at omgivelserne er lette og ubesværede at forholde sig til. Kronhjortens naturskønne omgivelser er et miljø, hvor beboerne kan rumme deres sanseindtryk.  

Det hører med til pædagogikken, at dagene, ugerne og året forløber rytmisk. Det bringer ro at vide, hvad dagen bringer. Årets rytme markerer vi ved at fejre årstidsfester.  

Selv om Rudolf Steiner holdt sine foredrag om pædagogik i starten af sidste århundrede mener vi at det fortsat er en brugbar pædagogiske impuls, som er med til at skabe gode resultater.  

4: TEACCH

Oprindelig er TEACCH navnet på et center University of North Carolina, som udbyder træning af børn med autisme, men gennem en række foredrag af den belgiske psykolog Theo Peeters i 80’erne, har TEACCH ydet en stor indflydelse på dansk autismepædagogik.

TEACCH bygger på den kognitive psykologi. Udgangspunktet er det forhold, at mennesker med autisme har svært ved at skabe mening og struktur i deres erfaring. Dette kommer til udtryk i deres vanskeligheder ved at forstå mundtlige beskeder; ved at fastholde skemaer for selv helt almindelige begivenheder i hukommelsen; ved at koncentrere sig; ved at styre deres impulser; ved at sortere og strukturere sanseindtryk osv.

For at afhjælpe disse problemer, som ofte gør mennesker med autisme urolige og ængstelige og forhindrer dem i at lære, skaber Kronhjortens personale et struktureret og forudsigeligt miljø omkring vores beboere. TEACHH arbejder målrettet med visuelle symboler (ofte vha. PC-programmet BOARDMAKER), konkretisering, systematik samt organisering af tid med dagsskemaer og faste rutiner, og vi gør udstrakt brug af tegn, piktogrammer osv. for at gøre alt så synligt og konkret for beboeren som muligt.

5: PECS

Står for The Picture Exchange Communication System

PECS blev udviklet omkring 1992 af psykolog Andrew Bondy og hans kone, talepædagog Lori Frost, fra Delaware i USA. Det er kort sagt et visuelt kommunikationssystem, der bygger på udveksling af billeder til at opnå ønskede mål og opfylde forskellige behov. Ud over billeder kan man også bruge fotografier, stregtegninger, konkreter og symboler i PECS.

Den oprindelige målgruppe for PECS var småbørn med autisme, som enten ikke havde noget ekspressivt verbalt sprog eller kun havde et meget begrænset verbalt sprog. Men PECS har efterhånden vist sig at være anvendeligt for en langt bredere gruppe; deriblandt har også voksne med autisme, ADHD, eller andre former for kommunikationsvanskeligheder gavn af systemet.

6: TEGN TIL TALE

Tegn til tale handler kort sagt om at supplere talesproget med tegn. Mange af tegnene er (i modsætning til i tegnsprog) velkendte og forstås også internationalt. Men størstedelen af tegnene skal alligevel læres. Tegn til tale adskiller sig fra kropssprog ved primært at være centreret omkring hænderne og ved at være mere standardiseret og universel.

Tegn til tale kan være et hjælpemiddel for mange forskellige mennesker uden talesprog eller med et svært forståeligt talesprog, men det kræver, at der bliver skabt et miljø for det, der indebærer, at det ikke kun er personen uden talesprog, der bruger det.

  Kort sagt:

  Alt bliver lettere når man kan se tegn.

  Tegn øger øjekoncentrationen. (Tegn kan holdes længere end talende ord).

  Tegn er mere konkrete.

  Tegn tydeliggør det talende sprog. (Det visuelle følger og understøtter det talende sprog)

7: KOST

Vi tilbyder også glutenfri og laktosefri kost til de beboere der har gavn af det. Forskning tyder på at kosten kan have en effekt på bl.a. ADHD og autisme.

Læs mere om vores kost her: KOST PÅ KRONHJORTEN.